23948sdkhjf

Rema-købmand fyret efter 15 år

Efter 15 år som købmand i Rema 1000 i Hedensted har Chano Nymann fået sparket som franchisetager. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Det bekræftes af hovedkontoret, at samarbejdet er opsagt med øjeblikkelig virkning. Til B.T. oplyser Rema 1000's kommunikationschef, Jonas Schrøder:

"Vi har haft et langvarigt samarbejde med ham, og når vi tager sådan en beslutning om at måtte skilles, så gør vi det kun, når der ligger tungtvejende forhold til grund – det er altså ikke en enkelt fejl eller en bagatel, der har udløst denne beslutning. Men da det er en personsag mellem os og franchisetager, så er det principielt ikke noget, vi oplyser nærmere om i offentligheden."

På Facebook har Chano Nymanns hustru, Marianne Nymann, i et opslag oplyst, at den pludselige afskedigelse skyldes, at hendes mand har aflønnet enkelte medarbejdere med varer - foruden den kontante løn. 

"Jeg magter ikke nedladende kommentarer omkring den måde, vi er stoppet på. Det var ikke vores hensigt, at det skulle ende sådan. Tænk på, at lige nu er en hel familie med børn ramt af Chanos handlinger," skriver hun på Facebook ifølge Vejle Amts Folkeblad.

Det er endnu uvist, hvornår en ny købmand kan overtage butikken. Det har ikke været muligt for RetailNews at få en kommentar fra Chano eller Marianne Nymann.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11